Smertevurdering og behandling
Gør det ondt at blive opereret?
Der vil altid være smerter efter en operation. Smerterne afhænger af din operationstype og er forskellige fra person til person.
Vi giver dig nogle smertestillende tabletter, før du bliver opereret. De smertestillende tabletter virker, så du får færre smerter, når operationen er overstået. Du får også smertestillende tabletter med hjem.
Under operationen lægges der lokalbedøvelse i operationsområdet. Hvis du har smerter efter operationen, kan vi give dig smertestillende medicin i det drop du har i hånden. Vi kan også give dig smertestillende tabletter.
Hvordan kan sygeplejersken vide, hvor ondt jeg har?
Smertevurdering og behandling er et samarbejde mellem dig og opvågningspersonalet, da vi ikke kan måle din smerte på samme måde, som vi kan måle puls og blodtryk. Det er derfor vigtigt, at du selv fortæller os, hvor ondt du har.
Når du skal beskrive din smerte, er det afgørende, at du før operationen er bekendt med smerteskalaen ”0-10”. Skalaen bruges til at vurdere/måle dine smerter:
- 0 er når du ikke har smerter
- 1-3 så kan du hvile/ slappe af fra de smerter, som du kan mærke
- 3-5 er acceptable ved hoste/bevægelse, men det må ikke blive en konstant smerte
- 6-10 er svære smerter, hvor 10 er den værste smerte, som du kan forestille dig
Hvis din smerte er over 3 i hvile eller over 5 ved bevægelse og smerten ikke svinder, når du hviler, kan det være nødvendigt at give dig ekstra smertestillende medicin.
Hvorfor skal jeg tage smertestillende medicin efter operationen?
Du skal ikke 'bide' smerten i dig. Med en god smertelindring heler du bedre og din krop hjælpes til at finde sin normale funktion. Du vil føle dig mere afslappet.
God smertelindring gør dig mere mobil og er derved med til at forebygge lungebetændelse og blodpropper. Du kan også begynde din genoptræning hurtigere.
Hvordan skal jeg tage smertestillende medicin derhjemme?
Du får forskellige slags smertestillende medicin med hjem.
- Paracetamol (Panodil, Pamol, Pinex) skal du selv købe. Hvis du tåler NSAID (Ibuprofen) får du det med hjem af os. NSAID er smertestillende. Den nedsætter også reaktionen og hævelsen i operationsområdet. Det er vigtigt at tage disse 2 slags medicin sammen, da det er grundsmertebehandling. De nedsætter dit behov for anden smertestillende medicin.
- Du kan desuden få udleveret morfintabletter til akutte smerter, hvis det vurderes relevant. Disse virker i 5-6 timer.
- Ved større operationer får du morfin depottabletter med hjem, hvis det vurderes relevant. Disse virker i 12 timer.
Vi laver et medicinskema til dig, hvorpå der står, hvad vi vil anbefale dig at tage i dagene efter operationen. Vi gennemgår medicinskemaet med dig og fortæller om den medicin, du får med hjem. Du må ikke stoppe med al medicinen på en gang. Du skal først aftrappe morfinen. Derefter kan du aftrappe paracetamol og NSAID.
Hvis du senere får smerter, er det vigtigt, at du genoptager smertebehandlingen.
Du kan bedømme dine smerter på samme måde, som vi gør. Du er velbehandlet mellem 0 og 3, når du er i ro og op til 5 ved hoste/bevægelse. Kommer du over 3 i hvile eller får konstante smerter ved bevægelse, bør du supplere smertebehandlingen.
Kan jeg få bivirkninger?
Der kan opstå bivirkninger, når du bliver behandlet for dine smerter især i forbindelse med behandling med morfin. De hyppigste er døsighed, kvalme, opkastning, forstoppelse og forbigående problemer med at lade vandet.
Får du morfintabletter er det vigtigt, at du allerede fra den dag, du bliver opereret, spiser svesker, sveskegrød eller drikker sveskejuice. Du skal drikke 2-3 liter væske i døgnet. Hvis der ikke er gang i din mave efter ca. 1 døgn, bør du tage Husk, Magnesia eller lignende, som kan købes på apoteket.
Vi vil forsøge at give dig den behandling, som lindrer dine smerter bedst og som samtidig giver færrest bivirkninger. Skulle du opleve bivirkninger eller andet ubehag, er du altid velkommen til at ringe til Friklinikken på tlf. 7690 8350 på hverdage kl. 8.00-15.00 eller kontakte egen læge.
|
Kontakt Kirurgisk Afsnit Engparken 1 7200 Grindsted Tlf. 7690 8350 www.friklinikkenregionsyddanmark.dk |
|
pinfoSVS-581243635-79 105434 | 24.08.2026 |