Skip til primært indhold

Ustabilt kravebensled

Weaver dunn

Et ustabilt kravebensled opstår typisk ved fald direkte på skulderen eller lignende. Dette kan medføre overrivning af et eller flere af de ledbånd, som holder kravebenet fast til skulderbladet. Dette giver smerter, når kravebenet går imod skulderbladet ved bevægelse opad eller mod modsatte skulder.

Ustabilt kravebensled kan behandles ved en operation. Formålet med operationen er at genskabe stabilitet i kravebensleddet. Leddet skal midlertidigt fikseres, indtil det flyttede ledbånd er helet fast. 80 % af patienter med løshed i kravebensleddet opnår en betydelig forbedring efter operationen med hensyn til stabilitet og smerter.

Under operationen fjernes 5-10 mm knogle fra yderste ende af kravebenet og ledbåndet flyttes. Efter operationen får du taget et røntgenbillede af din skulder.

Skal fiksationsmaterialet fjernes, gøres dette ved en ny operation efter 8 uger.

Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation.

Før din operation

  • Du skal overholde faste- og medicinregler som beskrevet i det udleverede materiale om bedøvelse
  • Du skal tage bad hjemmefra og må ikke smøre skulderen med creme og olier
  • Undgå smykker, kunstige negle, neglelak og makeup
  • Kontakt os, hvis der er sår, rifter eller bumser på skulderen, der skal opereres
  • Du bedes fjerne hårene i området, dette både foran og på ryggen - se figur 1
  • Du må ikke selv køre hjem, du skal derfor selv arrangere transport til og fra Friklinikken

Et billede, der indeholder Stregtegning, skitse, tegning, hvid

AI-genereret indhold kan være ukorrekt. Figur 1


På din operationsdag

Når du møder i afdelingen

  • bliver du modtaget af en sygeplejerske
  • taler du med lægen, der skal operere dig og operationsstedet markeres
  • får du forebyggende smertestillende medicin
  • skal du klæde om til hospitalstøj

Skulderen og armen bedøves med en nerveblokade. Operationen tager ca. 30-60 minutter.

Efterfølgende kommer du i opvågningen.

Du kan som regel komme hjem 4-5 timer efter din mødetid.

Vi gør opmærksom på, der kan forekomme ventetid.

Inden du udskrives

Lægen vil informere dig om resultatet af din operation.

Sygeplejersken tilser forbindingen og informerer dig om

  • smertestillende medicin og smertekateter
  • forbindingsskifte, bad og trådfjernelse
  • forbehold og nødvendige hensyn i forhold til fysisk aktivitet og arbejde

Fysioterapeuten instruerer dig i øvelser, og du bliver henvist til fysioterapi i din egen kommune.

Efter din operation

Du skal forvente, at der er smerter og hævelse i skulderen efter din operation.

Du vil derfor have behov for at holde dig i ro og tage den anbefalede smertestillende medicin.

Du får udleveret den receptpligtige medicin og et medicinskema.

Du skal selv sørge for at have købt Paracetamol.

Smerterne kan i nogle tilfælde vare i 2-4 måneder. Har du ikke tilstrækkelig effekt af den udleverede smertestillende medicin, skal du kontakte egen læge.

Du får udleveret en armslynge til at støtte armen.

Armslyngen skal du have på i 3 uger døgnet rundt.

Slyngen må tages af i forbindelse med personlig pleje og øvelser.

Smertekateter

Under din operation har du fået anlagt et smertekateter, der er tilkoblet en pumpe.

Pumpen giver dig automatisk smertestillende medicin de første 2 døgn. Du skal være opmærksom på, at der ikke er knæk på slangen. Kateteret skal fjernes, hvis det er utæt.

Efter 2 døgn fjernes smertekateteret sammen med forbindingen.

Du fjerner kateteret ved ét, roligt træk. Kateteret er ca. 7-10 cm langt.

Du skal sætte et plaster på, hvor kateteret har siddet.

Der kan forekomme væskeudtræk/blødning fra indstiksstedet.

Er du usikker, eller har du behov for hjælp til at fjerne smertekateteret, skal du kontakte egen læge.

Forbinding

Forbindingen fjernes efter 2 døgn og erstattes af de udleverede plastre. Disse skal sidde i yderligere 2 døgn, eller så længe det væsker fra såret.

Bliver forbindingen gennemblødt indenfor de 2 døgn, skal forbindingen skiftes af egen læge eller på nærmeste skadestue.

Du må tage brusebad efter 2 døgn. Du må ikke tage karbad, gå i svømmehal eller lignende så længe, der er tråde.

Trådene skal fjernes hos egen læge efter 12-14 dage.

Kontrol

Du indkaldes til kontrol efter ca. 6 og 12 uger.

Sygemelding og restriktioner

Sygemelding afhænger af dit arbejde og operationens udfald.

Typisk skal du regne med 6-12 ugers sygemelding.

Tunge løft og kontaktsport må først udføres 3 måneder efter operationen.

Du må køre bil, når armen fungerer, og du kan køre på forsvarlig vis.

Risiko ved operationen

Der kan forekomme infektion efter enhver operation. Symptomerne er øget smerter, rødme, hævelse og varme samt evt. feber. Infektion ses hos under 1 % af de opererede.  

Vær opmærksom på, at der i op til 12 mdr. efter operationen fortsat kan være mulighed for bedring af resultatet.

Henvendelse

Du skal henvende dig til egen læge, lægevagten eller skadestuen, hvis der opstår uventede problemer.

Har du spørgsmål, eller er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte os på tlf.

7690 8350 mellem kl. 8.00-15.00.

Kontakt

Ortopædkirurgisk Ambulatorium

Engparken 1

7200 Grindsted

Tlf. 7690 8350

www.friklinikkenregionsyddanmark.dk


pinfoSVS-581243635-72 105629   |   07.08.2026

APPFWU02V