Slidgigt mellem kraveben og skulderblad
Kravebensleddet sidder på toppen af skulderen. Kravebensleddet er et lille led, som forbinder kravebenet og skulderbladet.
Slidgigt mellem kraveben og skulderblad kan opstå på grund af aldersbetinget slitage eller som følge af tidligere skader mod kravebensleddet. Det kan give smerter fra skulderens forside med udstråling til overarm, nakke eller hoved, eller irritation i slimhinden omkring kravebensleddet. Smerterne skyldes, at der har udviklet sig en gigttilstand i leddet, som giver irritationssmerter.
Symptomerne fra leddet provokeres ofte ved løft opad og ved at føre armen mod modsatte skulder.
80-90 % af patienter med isoleret slitageforandringer i kravebensleddet opnår en betydelig forbedring efter operationen afhængigt af varighed af skuldersmerter og ledstivhed.
Ved operation fjernes yderste ende af kravebenet. Det kan være nødvendigt at fjerne knogleudbygninger på skulderhøjens underside og slimsæk for at fjerne smerterne.
Operationen foregår med kikkert teknik.
Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation.
Før din operation
- Du skal overholde faste- og medicinregler som beskrevet i det udleverede materiale om bedøvelse
- Du skal tage bad hjemmefra og må ikke smøre skulderen med creme og olier
- Undgå smykker, kunstige negle, neglelak og makeup
- Kontakt os, hvis der er sår, rifter eller bumser på skulderen, der skal opereres
- Du bedes fjerne hårene i området, dette både foran og tilsvarende på ryggen - se figur 1
- Du må ikke selv køre hjem, du skal derfor selv arrangere transport til og fra Friklinikken
Figur 1
På din operationsdag
Når du møder i afdelingen
- bliver du modtaget af en sygeplejerske
- taler du med lægen, der skal operere dig og operationsstedet markeres
- får du forebyggende smertestillende medicin
- skal du klæde om til hospitalstøj
Skulderen og armen bedøves med en nerveblokade. Operationen tager ca. 30-60 minutter.
Efterfølgende kommer du i opvågningen.
Du kan som regel komme hjem 4-5 timer efter din mødetid.
Vi gør opmærksom på, der kan forekomme ventetid.
Inden du udskrives
Lægen vil informere dig om resultatet af din operation.
Sygeplejersken tilser forbindingen og informerer dig om
- smertestillende medicin og smertepumpe
- forbindingsskifte, bad og trådfjernelse
- forbehold og nødvendige hensyn i forhold til fysisk aktivitet og arbejde
Fysioterapeuten instruerer dig i øvelser, og du bliver henvist til fysioterapi i din egen kommune.
Efter din operation
Du skal forvente, at der er smerter og hævelse i skulderen efter din operation.
Du vil derfor have behov for at holde dig i ro og tage den anbefalede smertestillende medicin. Du får udleveret den receptpligtige medicin og et medicinskema.
Du skal selv sørge for at have købt Paracetamol.
Smerterne kan i nogle tilfælde vare i 2-4 måneder. Har du ikke tilstrækkelig effekt af den udleverede smertestillende medicin, skal du kontakte egen læge.
Du får udleveret en armslynge til at støtte armen de første par døgn.
Smertekateter
Under din operation har du fået anlagt et smertekateter, der er tilkoblet en pumpe.
Pumpen giver dig automatisk smertestillende medicin de første 2 døgn. Du skal være opmærksom på, at der ikke er knæk på slangen. Kateteret skal fjernes, hvis det er utæt.
Efter 2 døgn fjernes smertekateteret sammen med forbindingen.
Du fjerner kateteret ved ét, roligt træk. Kateteret er ca. 7-10 cm langt.
Du skal sætte et plaster på, hvor kateteret har siddet. Der kan forekomme væskeudtræk/blødning fra indstiksstedet.
Er du usikker, eller har du behov for hjælp til at fjerne smertekateteret, skal du kontakte egen læge.
Forbinding
Forbindingen fjernes efter 2 døgn og erstattes af de udleverede plastre. Disse skal sidde i yderligere 2 døgn, eller så længe det væsker fra såret.
Bliver forbindingen gennemblødt indenfor de 2 døgn, skal forbindingen skiftes af egen læge eller på nærmeste skadestue.
Du må tage brusebad efter 2 døgn. Du må ikke tage karbad, gå i svømmehal eller lignende så længe, der er tråde.
Trådene skal fjernes hos egen læge efter 12-14 dage.
Kontrol
Du indkaldes til kontrol efter ca. 12 uger.
Sygemelding og restriktioner
Sygemelding afhænger af dit arbejde og operationens udfald.
Har du ikke-skulder-belastende arbejde, skal du regne med 2-3 ugers sygemelding.
Har du skulderbelastende arbejde, skal du regne med 6-12 ugers sygemelding.
Du må køre bil, når armen fungerer, og du kan køre på forsvarlig vis.
Risiko ved operationen
Der kan forekomme infektion efter enhver operation. Symptomerne er øget smerter, rødme, hævelse og varme samt evt. feber. Infektion ses hos under 1 % af de opererede.
Vær opmærksom på, at der i op til 12 mdr. efter operationen fortsat kan være mulighed for bedring af resultatet.
Henvendelse
Du skal henvende dig til egen læge, lægevagten eller skadestuen, hvis der opstår uventede problemer.
Har du spørgsmål, eller er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte os på tlf.
7690 8350 mellem kl. 8.00-15.00.
|
Kontakt Ortopædkirurgisk Ambulatorium Engparken 1 7200 Grindsted Tlf. 7690 8350 www.friklinikkenregionsyddanmark.dk |
|
pinfoSVS-581243635-73 105627 | 07.08.2026 |