Skip til primært indhold

Slidgigt i storetåens grundled

Artrose

Slidgigt er når brusken i et led forsvinder ved slid eller systemisk sygdom.

Symptomerne ved slidgigt i storetåen er smerter ved gang og aktivitet, stivhed i storetåen, hævelse omkring leddet, besvær med at afvikle skridtet, knogleudvækster på oversiden af leddet og/eller problemer med fodtøj.

Der er forskellige operationsteknikker og valget afhænger af graden af slidgigt, bevægeligheden i leddet og dit aktivitetsniveau.

Led bevarende operation

Formålet med operationen er at mindske smerter, forbedre bevægeligheden, reducere irritation fra knogleudvækster og gøre det lettere at bruge almindeligt fodtøj.

Ved denne operation bevares bevægeligheden i leddet. Der kan fjernes knogleudvækster og ujævnheder omkring leddet eller den nederste del af storetåens grundled fjernes. Dette afhænger af, hvor slidt dit led er.

Leddet bevares, og tåen kan fortsat bevæges efter operationen.

Operationen reducerer smerterne tilfredsstillende i 80% af tilfældene.

Stivgørende operation

Formålet med operationen er at fjerne smerter fra det slidte led, skabe et stabilt og smertefrit led og forbedre gangfunktionen.

Ved denne operation fjernes de slidte ledflader, hvorefter knoglerne sættes sammen og fastholdes med skruer eller en metalplade. Leddet vokser sammen og bliver permanent stift.

Selvom leddet bliver stift, kan de fleste patienter gå normalt og anvende almindeligt fodtøj efter heling.

Operationen betragtes som den mest holdbare og forudsigelige behandling ved udtalt slidgigt.

Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation.

Før din operation

  • Du skal overholde faste- og medicinregler som beskrevet i det udleverede materiale om bedøvelse
  • Du skal tage bad hjemmefra og må ikke smøre foden med creme og olier
  • Du skal tage fodbad i sæbevand i ca. 10 minutter aftenen før operationen
  • Undgå smykker, kunstige negle, neglelak og makeup
  • Kontakt os, hvis der er sår, rifter eller bumser på foden, der skal opereres
  • Du bedes fjerne eventuelle hår i området
  • Du må ikke selv køre hjem, du skal derfor selv arrangere transport til og fra Friklinikken

På din operationsdag

Når du møder i afdelingen

  • bliver du modtaget af en sygeplejerske
  • taler du med lægen, der skal operere dig og operationsstedet markeres
  • får du forebyggende smertestillende medicin
  • skal du klæde om til hospitalstøj

Operationen foregår i fuld bedøvelse og tager ca. 30-60 minutter. Der kan være aftalt nerveblokade.

Efterfølgende kommer du i opvågningen.

Du kan som regel komme hjem 2-3 timer efter din mødetid.

Vi gør opmærksom på, at der kan forekomme ventetid.

Inden du udskrives

Lægen vil informere dig om resultatet af din operation.

Sygeplejersken tilser forbindingen og informerer dig om

  • smertestillende medicin
  • forbindingsskifte, bad og trådfjernelse
  • forbehold og nødvendige hensyn i forhold til fysisk aktivitet og arbejde

Efter din operation

Du skal forvente, at der er smerter og hævelse i foden efter din operation.

Du vil derfor den første tid have behov for at holde dig i ro, have benet opad og tage den anbefalede smertestillende medicin, herved reduceres smerterne.  

Du får udleveret den receptpligtige medicin og et medicinskema.

Du skal selv sørge for at have købt Paracetamol.

Smerterne kan i nogle tilfælde vare i 4-6 måneder.  

Har du ikke tilstrækkelig effekt af den udleverede smertestillende medicin, skal du kontakte egen læge.


Forbinding

Forbindingen skal blive på indtil trådfjernelse 12-14 dage efter operationen.

Bliver forbindingen gennemblødt eller våd, skal den skiftes, da det øger infektionsrisikoen.  

Sker det i løbet af den første aften eller nat, skal forbindingen skiftes på skadestuen. Bliver forbindingen våd eller gennemblødt derefter, skal den skiftes ved egen læge.  

Du må tage brusebad dagen efter operationen, men forbindingen skal beskyttes af en plastikpose eller lignende.

Du må ikke tage karbad, gå i svømmehal eller lignende, så længe der er tråde.

Kontrol

Trådene skal fjernes i vores ambulatorium efter ca. 14 dage.

Der aftales yderligere kontrol herefter.

Sygemelding og restriktioner

Sygemelding afhænger af dit arbejde og operationens udfald.

Du skal forvente 4-12 ugers sygemelding.  

Efter 2 døgn må du støtte på foden med gængsko eller støvle. Der kan være andre restriktioner, som du informeres om.

Du får udleveret krykker. Krykkerne afleveres på Friklinikken hurtigst muligt efter endt brug.

Du må ikke køre bil med gængesko eller støvle.

Risiko ved operationen

Der kan forekomme infektion efter enhver operation. Symptomerne er øget smerter, rødme, hævelse og varme samt evt. feber. Infektion ses hos under 1% af de opererede.  

Vær opmærksom på, at der i op til 12 mdr. efter operationen fortsat kan være mulighed for bedring af resultatet.

Røntgenstråler - hvad er risikoen?

Lægen kan vurdere, at du skal have taget røntgenbilleder af din fod i forbindelse med operationen.

Derfor informeres du om nedenstående

  • Røntgenstråling giver en meget lille forøget risiko for udvikling af kræft på lang sigt. Fordelen ved at få stillet en korrekt diagnose og sikre den rigtige behandling er større end risikoen ved røntgenstråling
  • Der anvendes altid den mindst mulige dosis røntgenstråler ved undersøgelser og behandling
  • Graviditet og røntgen
    Et foster er følsomt overfor røntgenstråler, og vi er derfor særligt forsigtige, hvis du er gravid og det kan kræve specielle forholdsregler. Hvis du er eller kan være gravid, er det vigtigt at du informerer os herom

Læs om røntgenstråling på www.sundhed.dk. - søg på "røntgenstråler".


Henvendelse

Du skal henvende dig til egen læge, lægevagten eller skadestuen, hvis der opstår uventede problemer.

Har du spørgsmål, eller er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte os på tlf.

7690 8350 mellem kl. 8.00-15.00.

Kontakt

Ortopædkirurgisk Ambulatorium

Engparken 1

7200 Grindsted

Tlf. 7690 8350

www.friklinikkenregionsyddanmark.dk


pinfoSVS-581243635-142 151910   |   14.08.2026

APPFWU01V