Nedgroet negl
Nedgroet negl skyldes et samspil af mange faktorer. Tryk fra sko og skarpe neglekanter kan påvirke huden, og der opstår hævelse og infektion af neglevoldene. Det er vigtigt, at tåneglene ikke klippes ned i hjørnerne, da dette forværrer tilstanden.
I de tilfælde, hvor der er infektionstegn i form af rødme og hævelse, kan en del af neglen og negleleje fjernes ved en operation.
Ved en operation fjernes en del neglen evt. i begge sider af neglen. Neglen fjernes helt ned til det negledannende væv og syes efterfølgende.
Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation.
Før din operation
- Du skal overholde faste- og medicinregler som beskrevet i det udleverede materiale om bedøvelse
- Du skal tage bad hjemmefra og må ikke smøre foden med creme og olier
- Du skal tage fodbad i sæbevand i ca. 10 minutter aftenen før operationen
- Undgå smykker, kunstige negle, neglelak og makeup
- Kontakt os, hvis der er sår, rifter eller bumser på foden, der skal opereres
- Du bedes fjerne eventuelle hår i området
- Du må ikke selv køre hjem, du skal derfor selv arrangere transport til og fra Friklinikken
På din operationsdag
Når du møder i afdelingen
- bliver du modtaget af en sygesygeplejerske
- taler du med lægen, der skal operere dig og operationsstedet markeres
- får du forebyggende smertestillende medicin
- skal du klæde om til hospitalstøj
Operationen foregår i lokal bedøvelse og tager ca. 30 minutter.
Efterfølgende kommer du i opvågningen.
Du kan som regel komme hjem 1–1½ time efter din mødetid.
Vi gør opmærksom på, at der kan forekomme ventetid.
Inden du udskrives
Lægen vil informere dig om resultatet af din operation.
Sygeplejersken tilser forbindingen og informerer dig om
- smertestillende medicin
- forbindingsskifte, bad og trådfjernelse
- forbehold og nødvendige hensyn i forhold til fysisk aktivitet og arbejde
Efter din operation
Du skal forvente, at der er smerter og hævelse i tåen efter din operation.
Du vil derfor den første tid have behov for at holde dig i ro, have foden oppe og tage den anbefalede smertestillende medicin, herved reduceres smerterne.
Du får udleveret den receptpligtige medicin og et medicinskema.
Du skal selv sørge for at have købt Paracetamol.
Smerterne kan i nogle tilfælde vare i 2-4 måneder.
Har du ikke tilstrækkelig effekt af den udleverede smertestillende medicin, skal du kontakte egen læge.
Forbinding
Forbindingen skal blive på i de første 2 døgn efter operationen.
Bliver forbindingen gennemblødt indenfor de 2 døgn, skal forbindingen skiftes af egen læge eller på nærmeste skadestue.
Du skal selv fjerne forbindingen efter 2 døgn.
Herefter anbefales det, at du bruser tåen dagligt. Tåen duppes tør med et rent håndklæde eller lufttørrer. Herefter benyttes det udleverede forbinding.
Du må ikke tage karbad, gå i svømmehal eller lignende, indtil trådene er fjernet.
Trådene skal fjernes ved egen læge efter 10-12 dage.
Sygemelding og restriktioner
Sygemelding afhænger af dit arbejde og operationens udfald.
Du skal forvente 7-14 dages sygemelding.
Du må køre bil, når du kan køre på forsvarlig vis.
Risiko ved operationen
Der kan forekomme infektion efter enhver operation. Symptomerne er øget smerter, rødme, hævelse og varme samt evt. feber. Infektion ses hos under 1% af de opererede.
Vær opmærksom på, at der i op til 12 mdr. efter operationen fortsat kan være mulighed for bedring af resultatet.
Henvendelse
Du skal henvende dig til egen læge, lægevagten eller skadestuen, hvis der opstår uventede problemer.
Har du spørgsmål, eller er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte os på tlf.
7690 8350 mellem kl. 8.00-15.00.
|
Kontakt Ortopædkirurgisk Ambulatorium Engparken 1 7200 Grindsted Tlf. 7690 8350 www.friklinikkenregionsyddanmark.dk |
|
pinfoSVS-581243635-113 105032 | 14.08.2026 |