Mindre operation
En mindre operation kan for eksempel være fjernelse af en fedtknude, talgkirtel eller andre små vækster.
Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation.
Før din operation
- Du skal overholde faste- og medicinregler som beskrevet i det udleverede materiale om bedøvelse
- Du skal tage bad hjemmefra og må ikke smøre området med creme og olier
- Undgå smykker, kunstige negle, neglelak og makeup
- Kontakt os, hvis der er sår, rifter eller bumser i området, der skal opereres
- Du bedes fjerne eventuelle hår i området
- Du må ikke selv køre hjem, du skal derfor selv arrangere transport til og fra Friklinikken
På din operationsdag
Når du møder i afdelingen
- bliver du modtaget af en sygeplejerske
- taler du med lægen, der skal operere dig og operationsstedet markeres
- får du forebyggende smertestillende medicin
- skal du klæde om til hospitalstøj
Operationen foregår oftest i lokalbedøvelse og tager ca. 30-60 minutter.
Efterfølgende kommer du i opvågningen.
Du kan som regel komme hjem 1-2 timer efter din mødetid.
Vi gør opmærksom på, at der kan forekomme ventetid.
Inden du udskrives
Lægen vil informere dig om resultatet af din operation.
Sygeplejersken tilser forbindingen og informerer dig om
- smertestillende medicin
- forbindingsskifte, bad og trådfjernelse
- forbehold og nødvendige hensyn i forhold til fysisk aktivitet og arbejde
Efter din operation
Du skal forvente, at der er smerter og hævelse i området efter din operation.
Du vil derfor den første tid, have behov for at holde dig i ro og tage den anbefalede smertestillende medicin, herved reduceres smerterne.
Du får udleveret den receptpligtige medicin og et medicinskema.
Du skal selv sørge for at have købt Paracetamol.
Har du ikke tilstrækkelig effekt af den udleverede smertestillende medicin, skal du kontakte egen læge.
Forbinding
Forbindingen lades urørt det første døgn. Hvis forbindingen bliver gennemblødt indenfor det første døgn, bør den skiftes via egen læge, vagtlæge eller på nærmeste skadestue. Dette grundet infektionsrisiko.
Dagen efter operationen skifter du selv til plaster, som du får udleveret.
Der anvendes plaster, så længe det væsker fra såret. Væsker det fortsat efter 4 døgn, skal du være særligt opmærksom på infektionstegn og evt. søge læge.
Du må tage brusebad efter 1 døgn. Behold plaster på såret og skift efter bad til tørt plaster.
Du må ikke tage karbad, gå i svømmehal eller lignende, indtil trådene er fjernet.
Trådene skal fjernes ved egen læge efter 12-14 dage.
Sygemelding og restriktioner
Sygemelding afhænger af dit arbejde og operationens udfald.
Du skal forvente 1-14 dages sygemelding.
Du må køre bil, når du kan køre på forsvarlig vis.
Risiko ved operationen
Der kan forekomme infektion efter enhver operation, dette er dog sjældent. Symptomerne er øget smerter, rødme, hævelse og varme samt evt. feber.
Oftest opstår infektion 3-4 dage efter operationen, ved sådan et tilfælde skal du søge læge.
Henvendelse
Du skal henvende dig til egen læge, lægevagten eller skadestuen, hvis der opstår uventede problemer.
Har du spørgsmål, eller er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte os på tlf.
7690 8350 mellem kl. 8.00-15.00.
|
Kontakt Ortopædkirurgisk Ambulatorium Engparken 1 7200 Grindsted Tlf. 7690 8350 www.friklinikkenregionsyddanmark.dk |
|
pinfoSVS-581243635-110 105040 | 19.08.2026 |