Skip til primært indhold

Forlængelse af lægmusklen på bagsiden af knæet

Proximal Medial Gastrocnemius Release - PMGR

En stram lægmuskel kan begrænse anklens bevægelighed og kan medføre øget belastning af fod, hæl og akillessene. Dette kan blandt andet give smerter ved gang og aktivitet.

Formålet med en operation er at forbedre anklens bevægelighed og reducere belastningen på sener og led i fod og ankel.

Læs informationen grundigt igennem, så du er godt forberedt på din operation.

Før din operation

  • Du skal overholde faste- og medicinregler som beskrevet i det udleverede materiale om bedøvelse
  • Du skal tage bad hjemmefra og må ikke smøre underbenet med creme og olier
  • Undgå smykker, kunstige negle, neglelak og makeup
  • Kontakt os, hvis der er sår, rifter eller bumser på underbenet, der skal opereres
  • Du bedes fjerne hårene på benet cirkulært fra midt lår til midt skinneben
  • Du må ikke selv køre hjem, du skal derfor selv arrangere transport til og fra Friklinikken

På din operationsdag

Når du møder i afdelingen

  • bliver du modtaget af en sygesygeplejerske
  • taler du med lægen, der skal operere dig og operationsstedet markeres
  • får du forebyggende smertestillende medicin
  • skal du klæde om til hospitalstøj

Operationen foregår i fuld bedøvelse og tager ca. 30 minutter.

Efterfølgende kommer du i opvågningen.

Du kan som regel komme hjem 3-4 timer efter din mødetid.

Vi gør opmærksom på, at der kan forekomme ventetid.


Inden du udskrives

Lægen vil informere dig om resultatet af din operation.

Sygeplejersken tilser forbindingen og informerer dig om

  • smertestillende medicin
  • forbindingsskifte, bad og trådfjernelse
  • forbehold og nødvendige hensyn i forhold til fysisk aktivitet og arbejde
  • genoptræning

Efter din operation

Du skal forvente, at der er smerter og hævelse i benet efter din operation.

Du vil derfor den første tid have behov for at holde dig i ro og tage den anbefalede smertestillende medicin.  

Du får udleveret den receptpligtige medicin og et medicinskema.

Du skal selv sørge for at have købt Paracetamol.

Smerterne kan i nogle tilfælde vare i 4-6 måneder.  

Har du ikke tilstrækkelig effekt af den udleverede smertestillende medicin, skal du kontakte egen læge.

Du må støtte fuldt på benet/foden lige efter operationen.

Forbinding

Forbindingen på benet skal blive på i 3-5 døgn efter operationen.

Bliver forbindingen gennemblødt inden de 3-5 døgn, skal forbindingen skiftes af egen læge eller på nærmeste skadestue.

Forbindingen fjerner du selv efter 3-5 døgn og påsætter et af de udleverede plastre. Dette skal sidde på indtil trådfjernelse.

Du må tage brusebad efter 1 døgn. Forbindingen skal dog forblive tør.

Du må ikke tage karbad, gå i svømmehal eller lignende, indtil trådene er fjernet.

Trådene skal fjernes hos egen læge efter 12-14 dage.

Kontrol

Du indkaldes til kontrol ca. 4 måneder efter operationen.

Genoptræning

Det er vigtigt, du begynder med udspændingsøvelser, når smerterne tillader dette.

I siddende stilling med strakt knæ, trækkes tæerne/foden op mod dig selv. Benyt gerne et håndklæde eller lignende til at trække med.

Efter ca. 2 uger kan samme øvelse laves stående op ad en væg, hvor tæerne/foden bøjes op ad væggen, så der kommer stræk i din lægmuskel.

Sygemelding og restriktioner

Sygemelding afhænger af dit arbejde og operationens udfald.

Det kan være nødvendigt, at du er sygemeldt i 2-4 uger. Dette afhænger af dit arbejde i forhold til, hvor meget du står og går.

Du må køre bil, når benet fungerer, og du kan køre på forsvarlig vis.

Risiko ved operationen

Der kan forekomme infektion efter enhver operation. Symptomerne er øget smerter, rødme, hævelse og varme samt evt. feber. Infektion ses hos under 1% af de opererede.  

Vær opmærksom på, at der i op til 12 mdr. efter operationen fortsat kan være mulighed for bedring af resultatet.

Henvendelse

Du skal henvende dig til egen læge, lægevagten eller skadestuen, hvis der opstår uventede problemer.

Har du spørgsmål, eller er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte os på tlf.

7690 8350 mellem kl. 8.00-15.00.

Kontakt

Ortopædkirurgisk Ambulatorium

Engparken 1

7200 Grindsted

Tlf. 7690 8350

www.friklinikkenregionsyddanmark.dk


pinfoSVS-581243635-647 |   14.08.2026

APPFWU01V