Skip til primært indhold

Fuld bedøvelse

Det er vigtigt, at du læser disse informationer om bedøvelse, faste- og medicinregler inden din operation.

Sygdom

Hvis du er syg med forkølelse, virus, diarré eller er i antibiotika behandling, skal du ringe til din afdeling på tlf. 7690 8350 mellem kl. 8.00-15.00, senest dagen før du skal opereres.

Fasteregler

På operationsdagen skal du møde fastende:

  • De sidste 6 timer før mødetidspunktet må du intet spise eller drikke, bortset fra:
    • vand, saft, kaffe og te uden mælk indtil 2 timer før mødetidspunktet.

Vi anbefaler, at du drikker 0,5 liter sød saft indtil 2 timer før dit mødetidspunkt, da det mindsker generne ved faste og forebygger kvalme og opkastninger.

  • De sidste 2 timer inden mødetidspunkt må du intet drikke

Medicin

Du skal tage din vanlige medicin, bortset fra:

  • Sukkersygemedicin:
    • Du skal ikke tage det om morgenen på operationsdagen
  • Blodfortyndende medicin:
    • Der bliver lagt en plan for dig, følg denne
  • Vanddrivende medicin:
    • Du skal ikke tage det på operationsdagen
  • Naturmedicin/kosttilskud:
    • Du skal holde pause i 7 dage

Du skal medbringe din daglige medicin, samt CPAP-apparat, hvis du benytter det.

Sådan foregår fuld bedøvelse

Anæstesisygeplejersken lægger en tynd kanyle i en blodåre på hånden, hvori medicin og væske gives. Du skal trække vejret i en maske med ilt, inden du falder i søvn. Når vi begynder at give dig sovemedicinen, kan der gå op til 3 minutter, før du sover.

Under operationen sidder anæstesisygeplejersken hos dig hele tiden og måler din puls og blodtryk og sørger for, at du sover dybt og ikke har smerter. Vi slukker for sovemedicinen, når operationen er slut, og du vågner hurtigt igen.

Efter operationen

Når operationen er overstået, bliver du kørt på opvågningsstuen, hvor vi observerer dig.

Du bliver tilbudt mad, drikke samt smertestillende medicin efter behov.

Du må ikke køre bil/betjene maskiner i de følgende 24 timer.

Din udskrivelse

Hvornår du kan komme hjem afhænger af, hvad du er opereret for.

Inden du kan tage hjem, skal du have haft vandladning.

Du skal have en voksen person til at komme og hente dig på Friklinikken.

Vi anbefaler, at du har en voksen omkring dig det første døgn efter operationen.

Mulige gener efter fuld bedøvelse

Du kan få følgende gener:

  • Kvalme
  • Ømhed i halsen
  • Ømhed, hvor kanylen har siddet
  • Lidt forvirret og træt

Generne forsvinder oftest af sig selv efter nogle timer.

Kontakt os

Har du spørgsmål eller er du i tvivl om noget, er du meget velkommen til at ringe til os på tlf. 7690 8350 mellem kl. 8.00-15.00.

Sundhed.dk

På sundhed.dk kan du se din journal fra Friklinikken. Log på med MitID og klik på "sundhedsjournal".

Du kan også se hvilke sundhedstilbud, der findes i dit lokalområde. Kommuner og regioner har en lang række gratis sundhedstilbud indenfor rygestop, vægttab, motion, stof- og alkoholbehandling. Gå ind på sundhed.dk og søg på "sundhedstilbud".

Kontakt

Kirurgisk Afsnit

Engparken 1

7200 Grindsted

Tlf. 7690 8350

www.friklinikkenregionsyddanmark.dk


pinfoSVS-581243635-100 105311   |   12.08.2026

APPFWU01V