Skip til primært indhold

Arbejdstest

Arbejds-EKG

Formålet med undersøgelsen

Formålet er at vurdere om dine symptomer stammer fra hjertet og belyse dit hjertes funktion i forbindelse med fysisk arbejde.

Undersøgelsen vil vise, om dit blodtryk og din puls reagerer normalt ved belastning af hjertet.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Der er to sygeplejersker til stede under hele cykeltesten, og der er en speciallæge i umiddelbar nærhed. Du får monteret en blodtryksmanchet på armen og elektroder på brystkassen, så vi kan følge dit blodtryk og hjertediagram (EKG) under cykeltesten.

Du skal cykle på en kondicykel under stigende belastning. I starten er det let at cykle, men efterhånden kommer der gradvist mere belastning på cyklen. Du skal cykle så længe du kan. Hvis du ikke kan cykle mere på grund af brystsmerter, åndenød eller træthed, skal du sige det til sygeplejersken.

Efter at du er færdig med at cykle, observerer vi dit blodtryk, puls og hjertediagram i yderligere 5-10 minutter, hvorefter cykeltesten er færdig.

Du må forvente, at undersøgelsen samlet set vil tage ca. 1 time. Selve cykeltesten varer 20-25 minutter, hvoraf du skal cykle 5-15 minutter på en kondicykel.

Er der nogen risiko ved undersøgelsen?

Der opstår yderst sjældent komplikationer i forbindelse med cykeltesten. Cykeltesten foregår under konstant overvågning og vil blive afbrudt, hvis der opstår problemer.

Er der forberedelse til undersøgelsen?

Hvis du tager medicin, kan du blot tage din medicin, som du plejer.

Du må gerne spise et let måltid senest 2 timer før cykeltesten.

Du må gerne drikke helt frem til cykeltesten.

Tag gerne praktisk tøj og fastsiddende sko på, da du skal cykle.

Hvornår får jeg svar på undersøgelsen?

Umiddelbart efter cykeltesten giver speciallægen dig svar på, hvad undersøgelsen har vist og fortæller, om resultatet kræver yderligere undersøgelser.

Du er velkommen til at have en pårørende med, når du får resultatet af undersøgelsen.

Pårørende kan ikke være med ved selve undersøgelsen.

Er du i tvivl om noget?

Du er altid velkommen til at ringe til os i hverdage kl. 8-15 på telefon 7971 8077.

Kontakt

Hjertemedicinsk Ambulatorium

Engparken 1

7200 Grindsted

Tlf. 7690 8350

www.friklinikkenregionsyddanmark.dk


pinfoSVS-581243635-49 107423|21.04.2026

APPFWU01V